Leder du efter et vandreevent, hvor du virkelig kommer på prøve og bliver testet? Så kunne Mammutmarch på 55 km måske godt være det helt rette for dig.
Hos Friluftsfreak havde vi brug for en god udfordring, der både kunne teste os mentalt, men også fysisk. Vi tænkte derfor, at et godt alternativ til vores vandreferier i Europa, ville være en vandretur på 55 km med Mammutmarch.
Mammutmarch er en tysk vandreorganisation, som arrangerer vandreture på 30, 55 og 100 km. De har to events om året i Danmark, hvor det ene med ruterne, 30 og 55 km, oftest finder sted omkring maj måned og 100 km ruten i august måned.
Vi prøvede i denne omgang kræfter med Mammutmarchen på 55 km og selvom det for nogle ikke lyder som mange kilometer, fik det altså sat os på en prøve. Læs med her i artiklen, hvor vi fortæller mere om Mammutmarch, start- og målzone, forplejningsposter, markering af ruten samt hvor længe du har til at gennemføre.
Vi blev mødt af den her kæmpe mammut, som vi skulle gå igennem (mega fedt!). Herefter kom vi til modtagelsen, hvor vi fik armbånd på til ruten vi skulle gå, kort over ruten samt lidt ekstra informationer.
Til Mammutmarch er der forskellige startgrupper, og vores march startede derfor kl. 08:40. Vi havde dog fejlberegnet lidt på tiden med tog fra Nørrebro, hvorfor vi ankom 5-10 minutter før marchen startede. Derfor kan vi også klart anbefale, at du gerne kommer hvert fald 20-30 minutter før, så du kan nå at få styr på alle informationer og danner dig et overblik.
Der var desuden også en hyggelig kaffevogn ved startområdet, hvor du kunne få en lækker baristakaffe - det gad vi godt at have haft tid til. Alternativ kan du selv medbringe en termokop med låg eller lille termokande og have kaffe i.
Da vi kom, havde langt de fleste vandrere tilmeldt startgruppen kl. 08:40 stillet sig op ved målstregen, og gjort sig klar til at "startskuddet" lød. Køen var lang, og det var godt at se andre, som også havde taget udfordringen op.
Da klokken nærmede sig kl. 08:40 begyndte Kalle (en af Mammutmarch arrangørerne) at give en god motivationstale, og derefter sætte os i gang på vores 55 km vandretur.
Vi kom godt fra start ved Bagsværd Rostadion, og så gik turen ellers i gang. Vi kom forholdsvis hurtigt ud på flotte naturstier med masser af grønt. Du kan danne dig et indtryk af, hvordan det så ud på noget af ruten herunder.
Omkring 11 kilometer inde i ruten ankom vi til første forplejningspost. Den første omgang forplejning var lagt ved Furesøbad, der lå i et flot og grønt område, med masser af vand og strand.
Ved forplejningsposten var der alt fra kaffe, bananer, citronmåne, energibarer og meget mere og rettere sagt, alt vi havde brug for.
Vi tog en lille pause, satte os ned og fik lidt kage og kaffe (husk en foldekop). Herefter gik vi hurtigt videre på ruten.
Vores ben var stadig friske efter kun 11 km, så vi satte tempoet op og gav den gas. De næste mange kilometer inden vi ramte 30 km og forplejningspost to, gik som smurt. Der var ingen træt- eller ømhed i benene.
Men da vi kom til nummer to forplejningspost fik vi igen tanket op med lidt mad, sodavand og hvad vi ellers havde brug for. Det var også her, vi begyndte at kunne mærke det i benene. Det var ikke en smerte, men blot en følelse af, at ben og fødder havde været i gang i længere tid.
Efter at have nedlagt 30 km begyndte der at blive mere stille på vores vandring. Der blev udvekslet færre ord og i højere grad fokuseret på at gå. Vi begyndte også enkeltvis at lytte lidt til musik for lige at få alenetid og få samlet energi gennem musikken. Det var egentlig meget rart og et helt naturligt step i en længere vandretur, tænker jeg.
Vi ankom til 3. forplejningspost, som lå 46 km inde i ruten. Her var vi for alvor trætte, og jo længere tid vi lå/sad ned på græsset, desto trættere blev vi. Samtidig vidste vi godt, at vi skulle videre, så vi fik lidt kaffe, cola og andet med sukker, som kunne give energi. Derefter gik vi videre, og vandrede de sidste 9 km i os. Her kunne vi nok godt have haft gavn af et par gode vandrestave.
Jeg kunne på mit outdoor ur (trackede hele vandreturen på mit Garmin Instinct 2X Solar) se, at vi nærmede os de sidste kilometer. Samtidig begyndte vi at kunne høre højere og højere musik, hvorfor vi godt vidste, at vi nærmede os målstregen. Det føltes godt, og vi var også rent mentalt og fysisk klar til at komme i mål, hvile benene lidt og derefter hjem.
Vi blev taget virkelig godt imod ved målstregen - der var både klap, musik, god stemning og krammer. Vi fik vores medaljer, og det var super fedt at have gennemført Mammutmarchen! Der var selvfølgelig også en øl, men vi var alt for trætte.
Alt i alt et fantastisk event, og helt klart noget vi vil gøre igen!