På denne tur vandrede vi en flot cirkulær rute fra Leisnig til det historiske Buch Monastery og tilbage igen. Ruten bød på flot natur, gamle slotte, klosterstemning og hyggelige pauser undervejs. En skøn én-dagsvandring tæt på Leipzig.
Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Leipzig Travel
Leipzig-regionen er fuld af skjulte vandreperler – og en af dem er den smukke cirkulære vandrerute fra Leisnig til Buch Monastery (Kloster Buch). Vi, Christian og Niklas fra Friluftsfreak, tog turen en solrig dag og blev både overraskede, inspirerede og sultne på mere.
Turen starter midt i Leisnig – en hyggelig lille by, der allerede fra starten byder på kultur og historie. Vi fulgte ruten på Komoot og kom hurtigt forbi en smuk kirke, som vi selvfølgelig måtte beundre lidt, inden vi fortsatte.
Lidt længere fremme gik vi over en bro med udsigt til floden Freiberger Mulde og det imponerende Mildenstein Slot, der troner højt oppe over landskabet. En vild kontrast til byens rolige stemning – og et syn, der gav os lyst til at komme i gang med dagens eventyr.


Kirken, som vi beundrede.

Broen vi krydsede, hvor du har floden under samt udsigt op til slottet.

Efter broen blev byen hurtigt til grønne stier, marker og åbne landskaber. Det mindede os faktisk lidt om at være på landet i Danmark – bare med tysk twist. Vi passerede små hyggelige områder, fuglekvidrende skove og et særligt kreativt hus, hvor nogen tydeligvis havde gjort sig umage med at bo hyggeligt og tæt på naturen. Vi stoppede selvfølgelig op, beundrede stedet og talte om, hvor fedt det er, når folk skaber deres eget lille paradis.


Halvvejs på ruten ankom vi til Kloster Buch – et gammelt cistercienserkloster med rødder helt tilbage til 1192. Stedet ligger idyllisk ved en bugtning af floden Freiberger Mulde og rummer en ro, man næsten kun finder steder med så meget historie i murene. Klosterområdet er imponerende velbevaret og rummer både kapel, klostermur, kapitelhus og ikke mindst smukke urtehaver, hvor lokale planter og lægeurter stadig dyrkes.
Vi gik lidt rundt, hilste på nogle af dem, der arbejder med stedet, og sugede atmosfæren til os. Der var også små udstillinger, som fortæller om klosterets rolle i området – både i middelalderen og frem til dets lukning som landbrugscenter i 1990’erne.
Det er nemt at forestille sig, hvordan livet har udfoldet sig her gennem århundreder – med bøn, arbejde og urtedyrkning som omdrejningspunkt. Der er noget særligt ved steder, hvor historien er så synlig og sanselig. Vi kunne sagtens have brugt endnu mere tid her – og på en anden tur ville vi klart overveje at time besøget med et af klosterets månedlige markeder eller kulturarrangementer.

Der findes mange gode steder, hvor du kan overnatte i Leisnig, hvis du er i Leipzig-området og gerne vil besøge Kloster Buch. Tryk på den grønne knap herunder, så bliver du sendt videre til de bedste steder at overnatte i Leisnig.



Vi fortsatte ruten og krydsede endnu en bro, hvor vi havde fin udsigt til floden og de omkringliggende marker, inden vi trådte ind i et mere skovpræget stykke af ruten. Her fandt vi en hyggelig lille bænk midt i det grønne, hvor vi holdt pause med snacks, sandwich og koldt vand – velfortjent efter nogle gode kilometers vandring.
Kort efter – selvfølgelig – dukkede endnu et idyllisk spot op, så vi valgte at lige tage fem minutter ekstra, for det var simpelthen et klasse sted! For nogle gange er det bare dét, vandreture handler om: At tage sig tid til at nyde. At lade pulsen falde, mens naturen står stille omkring dig. Vi snakkede om, hvor heldige vi var med vejret, hvor grøn skoven var – og hvor nemt det er at glemme tiden på ruter som denne.


Da vi vendte tilbage til Leisnig, ramte vi lidt af et jackpot. Ved stationen fandt vi "Kulturbahnhof Leisnig", som bød på brasiliansk aften med street food, live musik og udendørs stemning. Vi købte kage og en iskold Spezi (cola+appelsinvand) og satte os i solen, mens rytmerne spillede og stemningen peakede. En perfekt afslutning på en dag, hvor både natur og kultur fik lov at fylde.
Længde på ruten: ca. 13.7 km (cirkulær)
Start og slut: Leisnig centrum
Rute: Leisnig – Riedelsteig – Kloster Buch – Paudritzsch – Skovrute – Leisnig
Highlights: Mildenstein Slot, Freiberger Mulde, Kloster Buch, skovstier og Kulturbahnhof
Sværhedsgrad: Let til moderat


Ruten er ca. 13.7 km og er en cirkulær dagsvandring.
Ruten starter i Leisnig centrum tæt på stationen.
Ja, Kloster Buch er et naturligt stop halvvejs og åbent for besøgende.
Du passerer Mildenstein Slot, Freiberger Mulde og Kloster Buch.

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag mails når vi har testet nyt udstyr!