Befinder du dig i Sayulita, og har lyst til at opleve den fantastiske natur i Nayarit, er vandreturen op ad Monkey Mountain en aktivitet, du ikke må gå glip af! Turen byder på smukke udsigter, frodig jungle, udfordrende stier og et glimt af det autentiske Mexico.
Vi startede vores tur i den lille by Higuera Blanca, som kun ligger en kort Uber-tur fra Sayulita (men du kan vist også tage bussen). Selve ruten begynder ved Plaza Higuera, hvor en lille butik på hjørnet fungerer som et godt pejlemærke. Følg vejen Juan Escutia mod nord, og du vil hurtigt finde dig selv på en grusvej omgivet af huse. Efter lidt tid bliver omgivelserne mere øde, og en malet abe på vejen fortæller dig, at du er på rette spor.
Når du træder ind i junglen, ændrer landskabet sig fuldstændigt. Pludselig er du omgivet af tæt vegetation, palmer og et utal af grønne nuancer. Ruten er krævende med mange højdemeter og varieret terræn, men for mig gjorde det hele oplevelsen endnu bedre. Det er altid sjovt at blive udfordret, og Monkey Mountain leverer på det punkt.
Mod toppen skal du balancere på sten, som snor sig omkring det højeste punkt. Dette er turens mest tekniske del, men det er hele anstrengelsen værd. Når du endelig når toppen, bliver du belønnet med en betagende panoramaudsigt over nærliggende strande, det frodige landskab og den blå horisont.
Ja, du kan sagtens klare turen uden en guide. Stien er markeret, og vi brugte appen AllTrails til at navigere.
Vi fandt ikke et officielt kort, men brugte AllTrails, som fungerede godt.
Ruten er 6,74 km lang tur/retur. Beregn cirka 2-3 timer afhængig af dit tempo.
Selvom stien hedder Monkey Mountain, så er der ingen aber at se på ruten. Navnet stammer fra stedets historie og geografi.
Du bør have gode vandresko, solcreme, en hat og rigeligt med vand. Myggespray kan også være en god idé.
Start om morgenen for at undgå den værste varme og få de smukkeste udsigter med klart lys.