Stubbergård Sø Rundt

Der findes mange flotte vandreruter i Danmark, men vandreturen ved Stubbergård Sø i Midtjylland er forholdsvis ukendt. Det betyder dog ikke, at den ikke er en oplevelse værd, for det er den!

Vi har hos Friluftsfreak været på en lille tur rundt om Stubbergård Sø, hvor vi vandrede de 14 km, som ruten er. Landskabet omkring samt Stubbergård Sø i sig selv har været fredet siden 1980, hvilket har bevaret den smukke natur, som du finder på vandreruten.

Indholdsfortegnelse

Hvor starter Stubbergård Sø vandrerute?

Stubbergård Sø ligger i 7830, Vinderup i Midtjylland og meget tæt på den lille by, Sevel. Søger du på Google, kan det være svært at gennemskue hvor fra vandreruten starter, men der er en lille parkeringsplads, der hedder "Sevel - Mose-stien". Her fra kan du starte vandreruten og det er også her, hvor vi hos Friluftsfreak startede.

stubbergaard-soe-start


14 eller 1,7 km vandrerute ved Stubbergård Sø?

Der findes to vandrestier på denne rute, hvor den ene er 14 km (markeret gul), men der findes også en handicapvenlig rute på 1,7 km (markeret rød). Alt efter udfordringen du søger eller hvor meget tid du har, kan du selv vælge om du vil på en længere vandretur ved Stubbergård Sø eller en kortere af slagsen - det er jo egentlig ret rart..

Vi tog den 14 km lange vandretur rundt om søen, der bød på masser at se, flot natur og hyggelige områder, der, hvis du har tiden, helt klart er en god vandring værd.

stubbergaard-soe-kort

Fantastiske udsigter på vandreruten ved Stubbergård Sø Rundt

Efter forholdsvis kort tid på vandreruten ser det sådan her ud. Fantastisk! Jeg nyder virkelig et syn som dette, hvor man går på en form for bro af træ, og der samtidig er vand på begge sider. Derudover træder naturen frem hele vejen rundt, både i form af vandet, op og hen langs broen og i horisonten. Udsyn som dette er hvad, der gør denne vandrerute unik.

Vi holdt pause undervejs og havde medbragt en god termoflaske med kogende vand, hvor vi herefter kunne lave en god kop kaffe. Den blev selvfølgelig nydt med en god sandwich.

stubbergaard-soe-rundt

stubbergaard-soe-baadhus

Bådhus på vandreruten

Kort efter den fine bro kommer du til et lidt mere "tæt" område på ruten, hvor der på venstre side kommer et gammelt bådhus. Der er åbent i bådhuset, hvorfor du uden problemer kan åbne døren, se dig omkring og blive lidt klogere på området. Inde i bådhuset hænger der tavler med information, så du kan få lidt historie med.

Herunder kan du se en lille video af højdepunkterne fra vandreturen, Stubbergård Sø Rundt:

Stubber Kloster på Stubbergård Sø Rundt

Nogle få kilometer inden du når til enden af vandreruten ved Stubbergård Sø kommer du forbi Stubber Kloster, som var et nonnekloster. Her er der en forholdsvis speciel stemning, da klosteret ligger helt fredeligt og for sig selv i de store omgivelser. Jeg tænkte med det samme, at det føltes ret ensomt, men det har det i "gamle dage" ikke været. 

Alt i alt synes jeg, at Stubbergård Sø Rundt var en god og smuk vandrerute. Det er en forholdvis kort vandretur på 14 km, så de fleste kan også være med på den. Hvis du har lyst, kan du lære en del om det gamle nonnekloster, Stubber Kloster, samt hvordan livet har fungeret dengang. Og hvis ikke får du selvfølgelig bare en rigtig god vandretur alene eller med kæreste/venner. Husk et par gode vandrestave, brede vandresko og eller vandrestøvler til dame eller herre - alt efter hvad du bruger. Det vil gøre vandreturen en del mere behagelig, da man alligevel kommer ud i lidt terræn. 

Friluftsekspert

Christian Thomsen

Christian har en funktion som surf-, friluftsekspert og journalist hos Friluftsfreak. Hans interesse for surfing kom i en tidlig alder, efter han blev introduceret til windsurfing af sin far. Interessen er siden da vokset stødt, og omhandler nu flere grene inden for surfing. Derudover er han flittig bruger af både den danske og udlandske natur, hvor han årligt tager på vandreture, overnatter, laver mad og nyder den friske luft. Det er også Christian, som er vores person, når der testes friluftstøj og -udstyr.
Hvad synes du om indlægget?
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    Friluftsfreak
    På Friluftsfreak laver vi anmeldelser af vandreture, -ferier og friluftsaktiviter. Vi tester løbende også friluftstøj og -udstyr.
    © 2024 Friluftsfreak
    friluftsfreak-logo

    Hold dig opdateret!

    Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag mails når vi har testet nyt udstyr!