Friluftsfreak
D. 29. okt 2023 var dagen, jeg prøvede kræfter med det, efter sigende, koldeste halvmaraton i verden, nemlig et halvmaraton nord for polarcirklen på den grønlandske indlandsis! Eventet er organiseret af Albatros Travel, som arrangerer ekstreme maraton og halvmaraton rundt i verden.
Halvmarathonet fandt sted i Kangerlussuaq, som man kan flyve direkte til fra København på ca. 4 timer. Jeg havde på dette tidspunkt adresse i Sisimiut, så det var en overskuelig 23 minutters flyvetur for mig. Albatros tilbyder to forskellige pakker, pakken for lokale og pakken for turister.
Pakken for turister inkluderer kost, logi og selve løbet med tilhørende medalje, transport til startområdet, og deltagertaske med t-shirt, spikes og startnummer. Beløbet for denne pakke løber også op i over 2000 dollars (omkring 14.000 DKK). Den lokale pakke koster 350 dollars (omkring 2400 DKK), og inkluderer udelukkende løbet, men det er muligt at tilkøbe middage og ekskursioner.
Vi ankom til lufthavnen i Kangerlussuaq om fredagen, og senere samme dag var der infomøde med den løbsansvarlige. Her blev der uddelt løbstasker til alle deltagere, som indebærer bibnummer, foldekop, spikes og t-shirt. Der var god og spændt stemning, og folk fra hele verden var fløjet hertil for at deltage, heriblandt tre kvinder helt fra Bahamas!
I løbet af weekenden bliver der både afholdt fuldt maraton og halvmaraton, og de mest hardcore deltagere løber begge, en såkaldt “Polar Bear Challenge". Halvmaraton var nok for mig.
Lørdagen gik med at se maraton-løberne komme i mål og spise en hotdog med rensdyrpølse fra grill, som arrangørerne havde sat op.
Alarmen ringede kl 05:00 søndag morgen, da bussen mod indlandsisen kørte kl 07:00, og vi gerne skulle nå at spise en god portion morgenmad inden. Jeg kunne godt mærke nerverne, og er normalt ikke god til at spise mad så tidligt om morgenen. Jeg fik dog klemt to rundstykker med nutella ned og efter at have pakket tasken, var vi klar til at gå de 3 km hen til opsamlingsstedet.
Efter en bumpet køretur i bus på ca. halvanden time gennem det mørke bjerglandskab, ankom vi til startlokationen, og havde lige 10 minutter til at binde sko og få spikes på, inden løbet gik i gang. Nu kunne man se indlandsisen!
Startskuddet gik ca. 2 km fra indlandsisen, og man kunne se ind på det store ishav, et meget storslået syn, og det kriblede helt i maven for at komme derud. Det var både tiltrækkende, men også en smule intimiderende. Alle var helt stille, da vi kom i gang med at løbe, og de eneste lyder kom fra de mange fodtrin, der ramte sneen.
Der var flere frivillige langs vejen, som var gode til at heppe. Efter 2 km i bakket terræn, skiftede underlaget til helt turkis is, og vi var nu officielt på indlandsisen. De famøse spikes skulle for alvor testes og jeg blev overrasket over, hvor sikker jeg følte mig med dem på. Jeg kunne løbe op og ned af store isklumper uden at glide overhovedet - det var helt surrealistisk - og der var is så langt øjet rakte. To steder var der opsat reb, fordi der var lidt stejlt op af et isbjerg, men mange udlod at bruge dem. Vi løb på isen i ca. 5 km, og kom derefter tilbage på samme vej vi løb ind.
Undervejs var der fire depoter, hvor der blev tilbudt varm hyldeblomst energidrik og vand, ikke dumt! Det var også muligt at smide tøj ved depoterne, hvis man havde det for varmt. Tøjet blev transporteret til målområdet fra depoterne. Jeg havde en meget passende mængde tøj på og havde det underligt nok, varmest da jeg løb på isen, og svedte faktisk en del. Lige her føltes det ikke som verdens koldeste halvmarathon.. Da vi kom af isen, blæste det lidt mere, og gjorde at jeg havde det meget behageligt, temperaturmæssigt.
Resten af ruten snoede sig gennem det bakkede landskab, og jeg løb det meste af denne del selv uden andre løbere i sigte. Virkelig en speciel oplevelse at løbe i den grønlandske vildmark på “egen hånd”, og indimellem fik man et view af indlandisen igen, som gjorde at jeg næsten glemte jeg var igang med et halvmaraton. Ruten gik op og ned stort set hele vejen, hvilket blev til 350 højdemeter i alt.
Ved 19 km mærket kunne man så småt se mållinjen på toppen af en lang og stejl bakke. En hård måde at slutte 21.1km løb på, og flere måtte da også overgive sig til at gå det sidste stykke.
Da jeg kom i mål, blev jeg modtaget af den løbsansvarlige, som overrakte mig medaljen, og gav et kram. Jeg var godt smadret, så efter at have fået en sandwich og en sodavand, kørte jeg med den første bus tilbage til byen, som tog omkring en time. På vejen tilbage kunne vi se store spor fra en isbjørn, som havde gået rundt i området kun en uge inden løbet. Det er ellers ret sjældent, at de kommer så tæt på byen. Den var dog blevet skudt, men ellers kunne Polar Bear Challenge virkelig have levet op til sit navn.
Aftenen bød på en stor “celebration dinner” med alle de andre løbere og arrangører på Roklubben, som er byens fineste restaurant, med en fed beliggenhed lige ned til Lake Ferguson. Her blev der serveret alle tænkelige grønlandske specialiteter, heriblandt: hellefisk, laks, moskusokse, rensdyr, grønlandske rejer, stenbiderrogn, og der blev da også drukket en enkelt fadøl. Vinderne af de forskellige løb blev også hyldet, og det var generelt en god måde at slutte weekenden af på.
Alt i alt en fantastisk oplevelse, som bød på en storslået naturoplevelse i det arktiske klima i velorganiserede rammer. Der var tænkt på alle små detaljer, så der var tid til at nyde løbet og omgivelserne. Dette må man også forvente, da man skal have den store pengepung op for at deltage, især hvis man ikke har adresse i Grønland.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag mails når vi har testet nyt udstyr!